Fastelavn med fuld fart på 🎭❄️
Selvom snestormen før ferien drillede og tvang os til at udskyde vores fastelavnsfejring, lod vi os ikke slå ud på FGU Bornholm. I stedet holdt vi en forsinket – men mindst lige så festlig – fastelavn med masser af smil, kreativitet og fællesskab.
Der var flotte og fantasifulde udklædninger blandt eleverne, som virkelig havde gjort noget ud af dagen. Alt fra sjove og uhyggelige kostumer til finurlige og farverige indslag var med til at skabe en festlig stemning.
Selvfølgelig skulle vi også slå katten af tønden! Den flotte tønde var malet og pyntet, og der blev slået til den med både styrke og begejstring, indtil både kattekonge og kattedronning kunne kåres.
Og hvad er fastelavn uden fastelavnsboller? Der var fastelavnsboller i lange baner, så ingen gik sukkerkolde hjem.
Alt i alt blev det en rigtig hyggelig dag, hvor fællesskabet var i centrum – og hvor vi endnu en gang fik vist, at vi på FGU Bornholm altid finder en måde at fejre traditionerne på, også selvom vejret prøver at spænde ben.


